Mindeord for Michael Fibiger

Concerned URL	Foto: Michael Fibiger får overrakt Bloomer-medaljen af Niels Peder Kristensen
Source	Professor Niels Peder Kristensen, Statens Naturhistoriske Museum
Release date	22/03/2011
Contributor	Isabel Calabuig

Ved Michael Fibigers alt for tidlige død har den danske naturhistoriker-verden mistet et af sine mest markante amatørmedlemmer. Michael var allerede som skoledreng ivrig sommerfuglesamler og erhvervede hurtigt en betydelig viden på feltet. Hans interesse fokuseredes snart på de større natsommerfugle (’natsværmere’ i daglig tale) og sideløbende med sit arbejde som folkeskolelærer leverede han løbende bidrag til danske insekt-tidsskrifter, og inden sit fyldte 30. år bidrog han til et bind om de hvepselignende ’glassværmere’ i den engelsksprogede bogserie ’Fauna Entomologica Scandinavica’. Sammen med en anden sommerfuglesamlende lærer, Poul Svendsen, udgav han i 1981 bogen ’Danske Natsommerfugle’, som sammenfattede den ny viden, der var indvundet siden de seneste samlede værker om disse dyr var udgivet i 1960erne. Forarbejdet til denne bog blev af største betydning for Michaels senere entomologiske virksomhed, for det havde krævet fordybelse i tidsskriftlitteratur fra mange lande og ikke mindst opbygning af et udstrakt internationalt personligt netværk.

                             Med denne baggrund blev Michaels næste ambition en kortlægning af udbredelsen af samtlige europæiske arter af den store natsværmerfamilie Noctuidae (’ugler’), og derefter intet mindre end et moderne bestemmelsesværk over denne store insektgruppe (hvoraf der kendes ca. 1300 arter i Europa). Projektet lykkedes: I slutningen af 2010 kunne det 12. bind i ’Noctuidae Europaeae’ fremlægges, og behandlingen af vor verdensdels ’egentlige ugler’ er hermed afrundet. Michael skrev alene tre af bindene, var medforfatter til yderligere fem, og var som værkets redaktør den drivende kraft bag dem alle; de øvrige ni forfattere er alle udlændinge. ’Holdet’ omfatter såvel amatører som fagzoologer – og Carlsbergfondet ydede rundhåndet støtte.

                             Michael skrev også, i samarbejde med den canadiske fagzoolog J. D. Lafontaine, mere generelt om slægtskabsforholdene inden for hele ’uglegruppen’ af natsværmere, og i de senere år ydede han en bemærkelsesværdig indsats ved et omfattende beskrivende arbejde vedrørende en gruppe af ganske små møl-lignende sommerfugle, som først sent blev erkendt som hørende sammen med uglegruppens normalt langt større medlemmer. Han har både i naturen og i museumssamlinger opdaget hundredevis af u-navngivne arter af disse ’micronoctuider’ fra de forskelligste steder i verden. Sideløbende opretholdt han sit engagement i den hjemlige fauna, og i 2009 udgav han sammen med Morten Top-Jensen den anmelder-roste kompakte bestemmelseshåndbog ’Danmarks Sommerfugle’ omfattende alle såkaldte storsommerfugle (dvs ca 2/5 af de i alt omkring 2500 danske sommerfuglearter). Han var siden 2001 formand for ’Entomologisk Forening’ – som den anden af to kun amatører blandt foreningens syv formænd i det sidste halve århundrede; de øvrige har været fagzoologer. Ligeledes har han i mange år været bestyrelsesmedlem, og i en periode vicepræsident i det europæiske selskab for sommerfugleforskning. Mindre end en uge før sin død modtog han som den første dansker nogensinde den prestigiøse ’H H Bloomer Medal’ fra Linnean Society i London; den gives til en amatør, som har ydet et ”væsentligt bidrag til biologisk viden”.

                             Fra intet andet erhverv er der rekrutteret så mange kyndige amatørkendere af fauna og flora som fra folkeskolelærere, men Michael videreuddannede sig; han blev cand.psych. og virkede først som skolepsykolog og til sidst som privatpraktiserende. Man kan mene, at hans succes som entomolog var psykologens succes lige så meget som sommerfuglekenderens: han formåede at få de forskelligste folk til at arbejde sammen, til at arbejde sammen med ham – og til at føle samarbejdet givende! Michael Fibiger var et menneske, der på mange måder ’fyldte’, hvor han befandt sig – og som derfor efterlader sig et meget mærkbart tomrum.

Niels Peder Kristensen, Statens Naturhistoriske Museum

Please note that this information has expired.